En aldersforandring

Grå stær er ikke en sygdom, men en forandring som gråt hår og hudrynker - den generer bare mere, fordi det går ud over synet. Behandlingen er enkel. Man skifter øjets linse ud med en kunstlinse. Det tager 15 minutter. Resultatet er næsten altid meget tilfredsstillende.

Det viser erfaringen

Grå stær

Er du bekymret for, om du har grå stær?

Mener du selv, at du har grå stær, der har betydning for din dagligdag, er du velkommen til en nærmere undersøgelse hos os. Først bør du dog sikre dig, at dine briller eller kontaktlinser har den rette styrke. Vær opmærksom på, at vi ikke undersøger om dine briller eller linser er de rigtige for dig - det gør din optiker.

Grå stær giver ikke røde øjne, det er smertefrit, kan ikke 'blinkes væk', og den opstår ikke på en uge eller på en måned, men i næsten alle tilfælde over år.

Vi opererer ikke for grå stær her på klinikken. Jeg undersøger for det og henviser til øjenlægerne på Aarhus Universitetshospital eller til andre sygehuse i Danmark, hvis det er aktuelt.

Bestil tid online her eller ring på tlf. 3222 0880 i telefontiden for at bestille en tid til en undersøgelse for grå stær.

Hvad er grå stær?


Grå stær, eller cataract, er en naturlig sløring af øjets linse som i de fleste tilfælde skyldes proteinforandringer i øjet på grund af alder. Kun meget få bliver født med grå stær eller får det som følge af ulykker, operation i øjet eller sjældne sygdomme.

Tegn på, at du har grå stær
Normalt får du nedsat kontrastsyn af grå stær. Det betyder, at du har sværere ved at skelne objekter fra hinanden aften og nat, og du har brug for mere lys for at kunne læse. Tiltagende nærsynethed fra 50-års alderen kan også skyldes grå stær.

Nedsat syn, dvs. en ringere synstest hos optikeren, er et andet vigtigt tegn på grå stær. Det skyldes, at der kommer en mindre mængde lys ind øjet, og at det lys, der når ind til nethinden, er spredt i forskellige retninger af linsens nu uklare proteiner. I begyndelsen er synet kun let nedsat og operation, som er den eneste behandling, er ikke nødvendig.

Senere kan synet være svært forringet, så det måske ikke længere er muligt og lovligt at køre bil, og det kan være meget svært at læse.

Nogle oplever generende lysblænding når de kører bil om aftenen. Det kan blive så stor en udfordring, at de må stoppe med at køre. Så er det tid til at høre øjenlægen, om han kan gøre noget.

Sådan undersøger vi, om du har grå stær
For nogle år siden, brugte man alene synstavle til at måle om en patient skulle opereres for grå stær, nu bruger man en kombination af synsstyrke, øjenlægens andre undersøgelsesfund samt en beskrivelse af hvordan patienten oplever sit syn. Dvs. man opererer flere i dag, som har en god synstest fordi de trods dette har gener som er væsentlige.

Selve operationen for grå stær
Man fjerner grå stær ved en operation, hvor øjets linse udskiftes med en kunstlinse lavet af et plastikmateriale. Der findes ikke andre virksomme behandlinger. En operation varer ca. 15 minutter. Man starter med at operere det dårligste øje. Du skal ikke bruge klap for øjet efter operationen, og efter få dage er synet hos de fleste godt på vej til det, man forventer.

Man kan ved operationen også ændre din brillestyrke så den er nær 0, så behøver du kun bruge læse- eller skærmbriller efter operationen. Nederst på siden her, kan du se en animation af hvordan man opererer for Grå stær.

Jeg har selv fået skiftet mine linser (brillefri operation), derfor ved jeg også hvordan operationen føles for den som bliver opereret.

Der opstår sjældent komplikationer
I sjældne tilfælde opstår der komplikationer som nethindeløsning, alvorlig betændelse inde i øjet, blivende forøget væske i hornhinden eller nethinden. Dog er komplikationer sjældne, ingen af dem forekommer hyppigere end 0.35%.

Enkelte får efterstær som er en harmløs komplikation og den er nem at behandle (Øjenafdelingen på sygehuset udfører denne behandling, men hvis du vil springe ventetiden over gør vi det, for 500,- kr. pr. øje).

Se Værn om Synets folder om Grå stær og Efterstær her. Det skema du skal udfylde (NIKE), hvis du ønsker operation for grå stær er her.

Måling af grå stær

Billedet viser en måling af grå stær i et øje. Der er slør når personen læser, og synet er forringet i tusmørke og om natten. Især bilkørsel er besværet aften og nat. Det er belastende. Også for sikkerheden.

På dette billede ses en grå stær som hindrer godt 50% af lysgennemgangen. Denne måling hjælper os i beslutningen, om hvorvidt du skal opereres for grå stær.