Synsnerven lider

Grøn stær er en nervesygdom, der rammer synsnerven og dermed transporten af lys fra øje til hjerne. For højt tryk kendetegner Grøn stær hos de fleste, enkelte har normalt tryk. Få dig en undersøgelsesplan. Så holder vi øje med dig.

Hilsen fra din øjenlæge

Grøn stær

Hvis du har mistanke om at du kan have grøn stær, eller der er grøn stær i familien, skal du kontakte en øjenlæge. Grøn stær eller glaukom opdages bedre og hurtigere af øjenlægen, end det opdages af patienten, fordi små udfald af synsfeltet ikke opfattes af hjernens, men af øjenlægens apparatur. Det er designet til det.

Vi stiller diagnosen ved at måle dit øjentryk, se på synsnerven og måle synsfeltet. Det er kun en øjenlæge, som kan stille diagnosen og behandle dig. Optikere er ikke kvalificerede (autoriseret af Sundhedsstyrelsen) til at udtale sig om, du har grøn stær eller ej. Optikere vil i visse tilfælde rådgive dig, men du skal gå til en øjenlæge, hvis du vil vide mere.

Hvad er grøn stær (glaukom)?
Grøn stær kaldes glaukom på græsk og er en arvelig og kronisk øjensygdom, som blandt andet skyldes for højt tryk i øjet. Den viser sig ved skade på synsnerven med udfald i synsfeltet, som både kan være nær centrum, hvor skarpsynet findes og mere hyppigt, lidt perifert i synsfeltet.

Hvornår skal jeg gå til øjenlæge?
Der findes også grøn stær med normalt øjentryk, derfor kan du ikke gå ud fra, at et normalt tryk altid betyder et raskt øje, især ikke hvis grøn stær findes i familien. Hvis din mor eller far har grøn stær, er der omkring 10 % risiko for, at du har det eller får det senere i livet. 

Nogle fødes med grøn stær, andre udvikler det i ungdomsårene, men det store flertal får det efter i 40-års alderen. Hvis du ved, at der er grøn stær i din familie, som har udviklet sig tidligt, så gå tidligt til øjenlæge.

Har det udviklet sig senere i livet i familien, så bliv tjekket hos øjenlægen, når du er omkring 40 år. Ved du, at du af andre årsager, er specielt udsat for at udvikle grøn stær, kan du benytte vores e-konsultation her - skriv kort hvorfor du mener en nærmere undersøgelse er nødvendig.

Sådan behandler vi for grøn stær (Glaukom)
Grøn stær behandles med laser (SLT), øjendråber eller operation. Prognosen er god, når du får behandling. Blindhed er efterhånden sjælden, med den rette behandling i rette tid.

Øjendråber er en god og sikker behandling for grøn stær. Det kræver, at du husker at tage dine øjendråber hver dag. Du skal være opmærksom på, at sygdommen er kronisk. Derfor skal du bruge øjendråber hver dag og formentlig resten af livet. De kan, som al anden medicin, have bivirkninger, og det er vigtigt, at du er opmærksom på eventuelle bivirkninger.

Vi giver også SLT behandling mod grøn stær. SLT er en skånsom laserbehandling der virker tryknedsættende i en periode op til et par år hos ca. 75 % af de behandlede. Herefter kan den gentages. Såfremt SLT virker for dig, kan du være dråbefri i et godt stykke tid.

Virker behandlingen ikke på dig, er dråbebehandling både effektiv og sikker. Men læs mere om SLT laserbehandling her.

Bestil en tid til undersøgelse for grøn stær her eller ring på 3220 0880 i telefontiden. Du finder Værn om Synets folder om Grøn stær her. En patientforening for glaucom finder du her.

Billedet viser en måling af synsfeltet

Her er der store udfald (mørke) i synsfeltet Objekter som befinder sig i de synsfeltområder, ses måske slet ikke. Det kan være en fodgænger, en anden bil eller en genstand, der måske nærmer sig personens ansigt. Udfaldene kan blive meget store før man selv opdager det. Øjenlægens måleudstyr er meget mere følsomt end du selv er.

Grøn stær

Få en behandlingsplan – så følger vi udviklingen i din sygdom tæt