Briller og kontaktlinser - eller frihed for begge?

Operationer for synsfejl (f.eks. nærsynethed) er så veludviklede, at de idag udgør gode alternativer til briller og kontaktlinser. Men disse er idag så teknologisk veludviklede, at de nøje kan tilpasses dine forskellige behov. Hvad ved du egentlig om operationerne og om briller og kontaktlinser? Spørg din øjenlæge og din optiker, så dit valg tages velinformeret.

Øjenlægen og optikerne

Voksne til optiker eller øjenlæge ?

Vi tager ikke mål til din nye brille og det sker kun meget sjældent, at vi måler styrken på den gamle. Den slags målinger er optikerens job, ikke øjenlægens. Er du utilfreds med din brille ? Så skal du gå tilbage til din optiker og klage over den, og evt. finde en anden optiker. Hvis du alligevel bestiller en tid (f.eks. on-line) til brillemålinger, så kan du risikere, at tiden er slettet i vores kalender, når du møder op i klinikken.

Briller og kontaktlinser

Briller
Brille– og kontaktlinsebrugere har noget at glæde sig til. Brilleglas kan allerede nu fremstilles individuelt efter dit arbejde og dit øvrige synsbehov. Det er nyt måleudstyr og teknologi til fremstilling af glassene "Freeform", der gør det muligt at fremstille brilleglas helt individuelt efter synsfejl (nærsynethed, langsynethed, bygningsfejl), livsstil, herunder hobby og arbejdsforhold.

Måleapparatet "Wavefront" udmåler ca. 3.500 punkter i øjets pupilområde, som herefter overføres til brilleglassene. Man kan således få skræddersyede briller til alle behov: Bilkørsel, golf, skærmbriller, PC-glas, kontorglas, arbejdsglas, nærkomfortglas og faveskiftende glas. Det er tydeligt, at de fleste ikke ved, at disse mange glasløsninger findes.

Det er omkring 40 års-alderen at øjets fokus på nært hold er så svækket, at der skal anvendes briller, kontaktlinser eller operation (alderssyn). Mange har behov for at kunne se skarpt på afstand, såvel som at kunne veksle imellem afstandene 40 og 70 cm.

Den teknologiske revolution smitter af på øjenlæger og optikere og brillebrugerne. Udviklingen er ikke som tidligere, lineær, men eksponentiel. De seneste 10 år er der sket den ene revolution efter den anden mht. briller, kontaktlinser og øjenkirurgi. Det ene udkonkurrerer ikke det andet – så tro ikke på alt, hvad du læser i annoncerne i avisen og på internettet. Du skal have din optiker og din øjenlæge til at vejlede dig.

Kontaktlinser
Fremtidens kontaktlinser, er her allerede; kontaktlinser der kan forebygge udviklingen af nærsynethed hos børn, og til de lidt ældre, nye typer multifokale læselinser hvor læsefeltet kun udgør 2.5 mm i pupilområdet.

Naturligvis skal disse kontaktlinser tilpasses med stor præcision i udmålingen af styrke og pupilstørrelse – og centrering af kontaktlinsen.

Natlinser til børn og ældre, som man kun sover med. Man kan herefter se klart uden at bruge kontaktlinser om dagen. Disse linser kan ligeledes tilpasses multifokalt, så de skaber et læsefelt, også om dagen, hvor kontaktlinsen ikke bruges.

I 2014 indledte Novartis og Google et samarbejde om at udvikle "smarte" kontaktlinser, for at hjælpe diabetikere med at måle blodsukker. Allerede i år forventer man at kunne tilbyde kontaktlinser, som kan dette! Det er planen, at disse linser senere også skal kunne måle temperatur og blodtryk, og sende disse informationer til mobiltelefonen.

Der er stadig mange, som aldrig har prøvet kontaktlinser på trods af, at man kan prøve dem helt gratis. Det kan for nogle, virke svært at tage kontaktlinser af og på, hvilket din optiker har fuld forståelse for. Men vi giver ikke så let op. Du skal have den hjælp fra fagpersoner, der behøves.

Vi tror at optikere, øjenlæger og kirurger skal samarbejde om, at udnytte den store udvikling vi ser i udbuddet af hjælp til at forbedre synet og afhjælpe øjensygdom. På siden Brillefrihed kan du læse om operationer, som kan erstatte briller og kontaktlinser (kun hos voksne). På trods af muligheden for at operere for nærsynethed, langsynethed og bygningsfejl, er operation ikke altid den bedste løsning. Operation kan være for risikofyldt, og så er det godt, at de mere traditionelle metoder udvikler sig teknologisk set.

(Forfattet af Optometrist Tom Buris, medejer af Buris Briller og Kontaktlinse Instituttet)

Animation af synet med multifokale brilleglas (alderssyn)

Animation af synet med polariserede brilleglas til bilkørsel

Animation af synet med multifokale kontaktlinser

Animation af brug af natlinser